• Embedsværket i Det Hvide Hus frygter udrensning og hævn efter Trumps sejr

    Source: BDK Borsnyt / 11 Nov 2024 08:27:45   America/New_York

    En tidligere embedsmand i Trump-administrationen var på vej ombord på et fly, da en passager så på hende og sagde: »Dine dage er talte.« Olivia Troye hedder embedsmanden, og hun talte dårligt om Donald Trump i en tale ved et demokratisk konvent tidligere i år. Nu frygter hun for sin fremtidige karriere, for hvis Trump formår at gøre alvor af sine ord, har hun måske ikke længere en. »Jeg er bekymret for, om jeg vil være underlagt hans trusler om massefyringer. De ved i høj grad, hvem jeg er. Og jeg er bekymret for min familie,« sagde hun. Olivia Troye er absolut ikke den eneste embedsmand, der frygter, hvad der er i vente, når Trump officielt rykker ind i Det Hvide Hus 20. januar. Ifølge flere amerikanske medier spreder der sig i disse dage en frygt for udrensning og hævn blandt ansatte i Det Hvide Hus. Krigserklæring mod det etablerede USA Under sin valgkamp turnerede Trump rundt med løfter om at fratage titusindvis af ansatte i staten deres tjenestemandsbeskyttelse. Det har han planer om at gøre ved at genudsende en bekendtgørelse fra 2020, kendt som »Schedule F«, der giver ham beføjelse til at fyre dem, han selv kalder »korrupte bureaukrater«. Han ønsker nemlig at »udslette den dybe stat« og »dræne sumpen«. Det er en slags krigserklæring mod det etablerede amerikanske bureaukrati. Det indebærer angiveligt planer om at »hævne« sig og fyre de FBI-ansatte og føderale anklagere, der fører straffesagerne mod ham, skriver NBC News. Jack Smith er en af de embedsmænd, Trump har brugt meget taletid på. Han er anklageren, der har efterforsket Trumps håndtering af klassificerede dokumenter og hans forsøg på at omstøde valgnederlaget i 2020. I sidste måned sagde Trump, at Jack Smith skal »smides ud af landet«. Ud over fyringerne ønsker han at slå ned på embedsmænd, der lækker oplysninger til journalister. Det vil han blandt andet gøre ved at kræve, at offentligt ansatte består en ny tjenestemandsprøve, før de kan fortsætte deres job under hans præsidentembede. København vil tiltrække amerikanere Samtidig er amerikanerne eftertragtet under andre himmelstrøg. Blandt andet i Paris og i København. Københavns Kommune vil henvende sig til »skuffede og højtuddannede amerikanere« og ønsker at tiltrække de amerikanere, der søger væk fra Trump-regimet. Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, fortæller til TV 2 Kosmopol, at ideen til kampagnen målrettet amerikanerne opstod i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg: »Der er virkelig mange amerikanere, som har gode ideer, gerne vil starte virksomhed, og som har gode uddannelser. Dem har vi brug for her i København og i hovedstadsområdet. Og mange af dem er trætte af, at Donald Trump er blevet præsident, så vi vil gerne lokke dem til København,« siger Jens-Kristian Lütken. Der er mere end to millioner offentligt ansatte i den amerikanske stat, der arbejder i USA og i udlandet. https://www.berlingske.dk/internationalt/embedsvaerket-i-det-hvide-hus-frygter-udrensning-og-haevn-efter
Share on,